Da Randi vågnede op efter bevidstløsheden kunne hun intet se. Efter noget tid begyndte hun at kunne se forskel mellem lys og mørke, og tilsidst kom en del af synet tilbage. Randi har fået undersøgt sine øjne flere gange, og der er så vidt vi ved ingen problemer med selve øjnene. Synsproblemerne skyldes at der er problemer med hjernens bearbejdning af synsindtrykkene.
Synsproblemerne er ikke så store nu som tidligere, men de er stadig massive. Og det har konsekvenser for genoptræningen på alle områder at Randi har svært ved at forstå hvad hun ser. Desuden Randi har et meget smalt synsfelt, og det er især vanskeligt at se ting der er til højre for midten. Hun må derfor bruge øjnene lidt på samme måde som en radar for at få et fuldt synsfelt, og så sætte synsindtrykkene sammen til en helhed imens. Det kræver derfor store ressourcer bare at kunne orientere sig.
Der er dog sket en stor forbedring med Randis syn efter at hun begyndte at gå til regelmæssig zoneterapi. Da Randi lå på Rigshospitalet og situationen var meget alvorlig, ville lægerne ikke acceptere at vi brugte zoneterapi, for selv om den grundlæggende holdning er at det alligevel ikke virker, så kunne det jo være, at der alligevel var en effekt, som kunne forstyrre behandlingsforløbet. Da Randis tilstand var blevet meget mere stabil fik vi ok til at starte zoneterapi.Randi fik zoneterapi en gang om ugen i starten, og selv om lægerne ikke mente at det ville virke, så blev Randis syn bedre. Som tiden gik blev der behov for færre og færre behandlinger, og zoneterapien blev trappet ned. Randis syn svinger stadig i kvalitet, og efter nogle måneder uden zoneterapi bliver det dårligere. Lige nu får Randi zoneterapibehandling ca. hver 3. måned.
Randi fik specifik træning i at bruge sine øjne, efter hun kom hjem fra Kurhus. CSV på Amager stillede en synslærer til rådighed et par gange om ugen, hvor Randi blev trænet i at udnytte sit syn optimalt når hun færdedes ude. Det var træning, der gav rigtig gode resultater. Randi blev meget bedre til at passe på i trafikken og til at undgå at gå ind i cykler, vejskilte og parkerede biler.
Målet med mobility-træningen var at Randi selv skulle kunne gå ture omkring hvor vi bor, og selv skulle købe ind i nærbutikkerne. Og det er i princippet også opnået, idet der ikke er noget at gøre ved den sidste forhindring, nemlig trafikanter, der ikke overholder færdselsreglerne. Når Randi skal over en fodgængerovergang venter hun til der bliver grønt, og så går hun over. Hun kan ikke både holde øje med trafiklys og med cykler der kommer fra siden, og så går det galt hvis cyklerne kører over for rødt. Randi har flere gange været ved at blive kørt ned, også i en fodgængerovergang af en bilist, der ikke lige havde 5 sekunder tilovers til at vente. De andre trafikanter kan ikke være specielt opmærksomme på at Randi har synsproblemer, for det er ikke noget man umiddelbart lægger mærke til. Alt i alt er det for farligt for Randi at færdes alene i trafikken. Men det betyder bestemt ikke at mobility-træningen har været spildt. Den har gjort det mange gange lettere for Randi at bevæge sig rundt.
Vi benytter alle lejligheder vi kan finde på til at træne Randis syn. Der er masser af muligheder når vi kører i bil eller går tur. Træningen giver også mulighed for at finde ud af hvor godt Randi ser i øjeblikket. Det er ikke kompliceret træning, for det drejer sig mest om at få Randi til at få øje på ting. Det kan være nødvendigt at pege og at forklare hvor hun skal kigge, men det er med til at træne opmærksomheden på omgivelserne. Randi har ikke de store synsressourcer, og netop derfor er det vigtigt at træne hendes syn til at fungere så godt som muligt.