Randi havde intet sprog tilbage, da hun vågnede op fra bevidstløsheden. Vi forsøgte at få fat på en talepædagog, allerede mens Randi lå på den neurologisk intensivafdeling, men det var nærmest umuligt. Vi måtte ikke købe en talepædagog udefra, og på Rigshospitalet var der dengang (og måske stadigvæk) kun en eneste talepædagog, der skulle dække behovet for samtlige indlagte patienter.
Lige meget hvad vi forsøgte for at få Randi til at tale igen, så var resultatet det samme. Hun sagde ikke et kuk. Vi havde ingen ide om hvad vi skulle gøre. Og talepædagogen var og blev umulig at få fat på.
Da Randi blev overflyttet til den almindelige neurologiske afdeling lykkedes det imidlertid en af lægerne at fremskaffe en talepædagogvikar. Og hun kunne få Randi til at sige noget andet end 'ja'. Det var en ret dramatisk oplevelse at overvære, at Randi efter at talepædagogen havde sagt '1, 2, 3..' faldt ind i remsen med '.. 4, 5'. Det var de første ord, Randi sagde på opfordring i knapt en måned. Og det gav os en ide til hvordan vi selv kunne komme videre og få brudt Randis tavshed.
Rim og remser, talrækken, ugedage, månedernes navne. Det var måden at starte på, ihvertfald for Randi, og det er vist ikke helt ualmindeligt. Bare vi dog havde vidst det noget tidligere. Men nu havde vi mulighed for selv at starte træningen i det små, så det gjorde vi.
Randi har haft stor hjælp af promptning. Det betyder, at man hjælper hende lidt i gang med det hun skal sige. Der er to former for promptning, som vi har benyttet:
Denne form for promptning går ud på at jeg siger den første lyd i ordet, og at Randi derefter gør ordet færdigt. Et eksempel: Hvis Randi skal sige ordet 'Sofa' og ikke kan komme i gang med det, så siger jeg 'Ssss....' eller eventuelt 'Sssssoooo...' hvorefter Randi siger resten af ordet, eller hele ordet.
Her får jeg Randi til at udfylde resten af en sætning. Jeg starter f.eks. med at sige 'Vi skal se ...', hvorefter Randi siger '... fjernsyn'.
I praksis benytter vi tit en kombination af begge metoder.
Randi fik taleundervisning på Rigshospitalet en gang om ugen, og hun fortsatte med taleundervisning flere gange om ugen da hun kom på Kurhus. Efter Kurhus fortsatte taleundervisningen på CSV på Amager, indtil Randi havde fået i alt 60 timers undervisning. Så var det slut. Og Randi kan stadig langt fra tale som normalt.
Taleundervisning er vigtig, men det er en illusion at tro, at det er nok at træne en eller to gange om ugen i 45 minutter. Det kommer man ikke til at tale af. Taleundervisningen er vigtig som inspiration, og som pårørende kan man få en masse gode ideer til hvad man kan gøre i hverdagen for at stimulere sproget.
Det er derfor vigtigt at få etableret et godt samarbejde med talepædagogen, og allerhelst at være til stede under undervisningen. Er dette ikke muligt, så kan man skrive sammen i en kontaktbog, hvor talepædagogen kan berette om hvad der er foregået af øvelser, og hvor de pårørende kan berette om hvad de har foretaget sig, men personlig kontakt er meget mere effektiv og giver mange flere gode ideer til hvordan man kan hjælpe med at få sproget frem igen.
For den afasiramte er problemet altoverskyggende, og det gælder derfor som pårørende om at få lært alle de tips og tricks der kan bruges for at hjælpe til at få sproget frem igen. For den pårørende er det måske lige meget om den afasiramte kan sige 5 eller 10 ord. Men for den afasiramte er der tale om en fordobling af sproget!
Randi har haft adskillige talepædagoger siden hun blev syg, og alle har gjort deres til at hun er kommet videre med at udvikle sit sprog. Men det er vores erfaring at det er og bliver den daglige massive sproglige påvirkning der har den afgørende betydning for at få sproget tilbage. Og dermed er det op til de pårørende hvad der kan komme til at ske.
En af de sætninger Randi trænede var 'Hej, Johnny!' når jeg kom på besøg på Kurhus. En anden var sætningen 'Jeg vil ryge'. Altså små sætninger, som trænes hele tiden, når situationen er der.
Vi har haft gode resultater af at jeg stiller krav til Randi om at hun sætter ord på hvad hun foretager sig. Altså 'Hvad laver du nu?' - 'Jeg laver kaffe!'
Nævn 10 ting der ligger på sofabordet. Hvad hedder møblerne i stuen? Hvad har vi ude i køkkenet? osv.
Når jeg spøger Randi 'Hvad skal du nu?' og hun svarer 'Ryge', så beder jeg om at hun svarer med en sætning. Hun får selvfølgelig den nødvendige hjælp til at formulere sætningen, men det er vigtigt ikke bare at være tilfreds med et ord - der skal sætninger på, så sproget kan komme tilbage.
Det er kun kreativiteten der sætter grænser. Det gælder om at tale så meget som muligt hele dagen igennem, at få sat ord på handlinger og ting, og at give den nødvendige promptning. I starten kunne Randi kun sige enkelte ord, og kun enkelte handlinger, men efterhånden er vi nået frem til, at Randi kan sige ord spontant, og hun kan også spontant sige sætninger som hun selv finder på.
Jeg tror ikke på at der sker en sproglig udvikling, hvis der ikke er krav om det. Hvis det er lettere at pege end at tale, og hvis det samtidig er tilstrækkeligt at pege, så kan man sagtens ende i en situation hvor den afasiramte lærer at klare sig uden sprog, og selv om det i første omgang er det letteste, er det ikke vejen frem. Randi forsøger tit at klare sig med at pege eller med at sige en halv sætning, og mit standardsvar er efterhånden blevet: 'Jeg forstår overhovedet ikke hvad du mener', også i alle de situationer hvor jeg godt ved hvad Randi vil sige. Der skal ord på og det skal man som pårørende være bevidst om hele tiden.
Med lidt fantasi er der masser af muligheder for at få den afasiramte til at sige noget, og især hvis man kender svaret på forhånd, så man kan hjælpe lidt med formuleringen. Det kan være en god ide at snakke om hvad der er sket i løbet af dagen, og om hvad der skal ske i morgen. Fokus er at få den afasiramte til at bruge sproget ved enhver given lejlighed.
I slutningen af april 2002 hørte vi om at der er set gode resultater med at træne grundlæggende stemmefunktioner, når man har afasi. Det er vi startet på, og foruden den almindelige sprogtræning træner Randi nu mere basale funktioner af stemmen, ligesom man gør når man skal lære at synge. De foreløbige resultater er meget lovende, idet der er sket en markant forbedring af Randis sprog siden vi gik i gang med stemmetræningen.
Stemmetræningen tager udgangspunkt i det rent fysiske, i modsætning til den taleundervisning som Randi har fået indtil nu, der mere tager udgangspunkt i det sproglige. En del af taleproblemerne kan sagtens skyldes rent fysiske problemer, og det kan man godt være tilbøjelig til at glemme.
---
Der er nu gået et halvt år siden Randi startede stemmetræning, og vi må konstatere at effekten har været meget positiv. Det er selvfølgelig ikke muligt at sige hvordan det halve år var gået uden stemmetræning, men der har været en tydelig fremgang i forbindelse med træningen. Det er hævet over enhver tvivl, og det er også oplevet af venner og familie.
Jeg har meget svært ved at forestille mig at denne fremgang ville være kommet uden stemmetræningen, og vi kan derfor anbefale alle med store sprogproblemer at forsøge med træning efter de principper der er fastlagt af Randis stemmetræningslærer, Finn Malmqvist.
Stemmetræningen indebærer at Finn Malmqvist kommer med råd og vejledning til hvilke stemmeøvelser der skal udføres i det daglige. Der er således ikke tale om traditionel træning hvor terapeuten træner, men derimod om at give et grundlag for den afasiramte og hendes pårørende til at komme videre med sproget. Det er stadig den daglige træning der giver resultatet, og det skal man være indstillet på, både som afasiramt og som pårørende.
Vi kan kun anbefale andre med afasi at prøve Finn Malmqvist's metode.