På mindre end fjorten dage ændredes Randis personlige situation sig totalt. Fra at være en person med nærmest total indflydelse på sit eget liv, lå hun pludselig på Rigshospitalets neurologiske intensivafdeling, afd. 2094, fuldstændig overladt til andres beslutninger om hvad der skulle ske med hende. Det var underligt at opleve, og det kunne være svært at få øje på den gamle Randi når man stod ved siden af hospitalssengen.
Vi holdt modet lidt oppe hos Randi og hos os selv ved hele tiden at sørge for at hun lignede sig selv som før hun blev syg, så meget som det nu var muligt. Vi hjalp hende med at rede sit hår, og vi hjalp hende til at få sit eget tøj på så snart det var muligt. Vi fik Randis sædvanlige tandpasta og sædvanlige deodorant med ud på hospitalet. Vi gjorde de ting som Randi selv ville have gjort hvis hun havde været i stand til det. Vi prøvede kort sagt at fastholde Randi som den person hun havde været tidligere, og ikke som patient.
Randi var både i en situation hvor hun ikke selv kunne få indflydelse på hvad der skete, og hvor hun heller ikke kunne kommunikere ret meget. Her er det vigtigt at de pårørende er omhyggelige med at viderebringe oplysninger om patientens vaner, som personalet ikke har en chance for at kunne vide noget om. Hvad foretrækker Randi at drikke, skal kaffen være sort, sover hun normalt med dyne eller tæppe, oplysninger der kan hjælpe personalet til at gøre de ting som Randi selv ville have gjort hvis hun havde været i stand til det. Det kan godt virke som små detaljer for de pårørende, men de er vigtige for patienten. Det kan være en god ide at lægge en lille seddel med vaner og ønsker på sengebordet, men det var bestemt ikke nødvendigt på afd. 2094.
Vi fik det råd at få skaffet nogle billeder af Randi som hun så ud før hun blev syg. De skulle så sættes op på sengebordet, netop for at kunne være med til at fastholde billedet af Randi som person, fremfor billedet af en kritisk syg patient. Jeg syntes dengang at det var et lidt underligt råd, og da det ikke var ligetil at finde et passende billede, blev det aldrig til noget. I dag synes jeg at det var et rigtig godt råd.
Billeder eller ej, så var hele sygeplejen på Rigshospitalets afd. 2094 et eksempel på at der findes områder i det danske sundhedssystem vi kan være stolte af. Personalet var utroligt opmærksomt på at Randi kom i centrum som person, og ikke kun som patient. Der var fokus på at bevare Randis værdighed, på at respektere hendes ønsker og vaner, og på at få hende til at fungere så normalt som muligt så hurtigt som muligt. Og der blev ikke sparet på anstrengelserne:
Selv om det var lettere at få Randi på toilettet i en bækkenstol, så blev hun hjulpet til selv at gå på toilettet, så hurtigt som det overhovedet var muligt. Selv om det var lettere med sengebadning, så blev der sørget for at Randi fik hjælp til selv at tage rigtigt bad, og selv om det var lettere at lade Randi ligge i sengen, så kom hun op at sidde i en kørestol, lige så snart det var muligt, og lige så tit hun havde kræfter til det. Og fra første dag med kørestol blev der sat målbevidst ind på at få den gjort den overflødig.
Randi blev ikke gjort til mere patient end absolut nødvendigt, tværtimod blev der arbejdet målbevidst på at få hende ud af patientrollen så hurtigt som muligt, så hun ikke blev fastholdt i at være syg.
Vi der var pårørende, så og lærte, og vi fulgte op med træning og hjælp efter de samme principper.
Randi kunne som regel godt lide maden på hospitalet, men vi sørgede alligevel for at hun også kunne få andet at spise. Der er jo ingen grund til at skulle undvære sine livretter, bare fordi man er indlagt på et hospital, snarere tværtimod. Vi tog jævnligt portioner af Randis yndlingsmad med på hospitalet, og det vakte jubel hver gang, og var et godt alternativ til blomster og chokolade.
Randi boede hjemme i fire måneder inden hun kom til genoptræning på Kurhus. En af følgerne af hjerneskaden var at Randi var blevet meget lidt interesseret i sit udseende. Hun havde nærmest mistet lysten eller evnen til at gøre noget ud af sig selv. Ulla, som passede og trænede Randi i den periode, stillede fra starten krav om at Randi genoptog interessen for sig selv. Det var vanskeligt for Randi at gå i bad, men der var ingen vej udenom. Randi skulle i bad hver dag, og hun fik vasket hår, og det blev føntørret. Randi fik pænt tøj på, og også parfume hvis Ulla kunne få lov til det. Alt sammen ting som Randi selv havde gjort før hun blev syg. Og Ulla forlangte desuden at Randi kiggede på sig selv i spejlet!
Det er meget vigtigt at give den hjerneskadede lyst til og muligheder for at gøre noget ved hygiejne og udseende, og det gælder ikke mindst i forholdet til omgivelserne og deres reaktioner. Sjusket udseende og sjasket joggingtøj giver en distance til andre, og det kan være en måde at beskytte sig på og få lov til at leve i sin egen, isolerede verden. Men sådan var Randi ikke før hjerneskaden, og sådan skulle hun selvfølgelig ikke have lov til at blive.
Der blev også arbejdet med Randis adfærd over for andre. I starten var den meget afvisende, og Randi kunne virke direkte uhøflig. Før hjerneskaden var Randi både imødekommende og høflig overfor andre. Vi stillede krav om social adfærd, og gennem samtaler og træning nåede vi et godt stykke ad vejen.
Ved hele tiden at arbejde med Randis selvopfattelse og adfærd, ved at stille krav og ved at hjælpe, kom Randi efterhånden mere og mere til at ligne sig selv igen. Langt de største ændringer skete i starten af forløbet, men processen med at vende tilbage er fortsat lige siden.
Randis mimik var ændret efter hjerneskaden. Når hun var i almindeligt godt humør, så hun halvsur ud, og når hun var i dårligt humør, så hun rigtig sur ud, så meget at andre kunne blive bange for hende. Det var lidt forvirrende for os alle i starten, og jeg ved ikke hvor mange gange jeg har spurgt Randi om der var noget i vejen, og hun har svaret nej. Det er vanskeligt at tro på at alt er i orden når den man spørger ser ud som om det ikke er tilfældet.
Vi havde på det tidspunkt ingen anelse om at Randi faktisk havde mistet en stor del af evnen til at styre sin mimik, og at det fik hende til at se langt mere sur og afvisende ud end hun faktisk var. Men det vidste man en masse om på Kurhus, så Randi fik mimikøvelser under hele opholdet. Det var noget der hjalp på Randis ansigtsudtryk. Det ændrede sig markant, til et langt mere positivt udtryk, tæt på hvad det var tidligere. Det har selvfølgelig givet andre en langt mere positiv opfattelse af Randi, og dermed har det også været med til at give Randi en langt mere positiv opfattelse af sig selv.
Det er et godt spørgsmål, og det er umuligt at svare på, for den fysiske fremtoning er jo kun en lille del af hele problemstillingen. Og selv om vi afgrænser spørgsmålet til kun at omfatte de områder der er beskrevet på denne side, kan der ikke gives noget svar der gælder for alle. Meget afhænger af personens egne ressourcer, men alt afhænger af at der bliver stillet krav, givet hjælp og at der bliver trænet.
Men at det nytter at gøre noget, er der ingen tvivl om. Cirka halvandet år efter Randi blev hjerneskadet, var vi til en stor reception, og værtinden havde talt med flere af gæsterne om os efter vi var taget af sted igen. Og hun fortalte os senere at der ikke var nogen der havde bemærket noget særligt ved Randi.