Det er en langvarig proces at komme igennem en hjerneskade, og det er dyrt, ikke kun for det offentlige system, men også for familien der rammes. Vi har fået en del hjælp, men det har langt fra været nok til at dække de økonomiske udgifter vi har haft siden Randi blev syg.
Jeg blev sygemeldt efter Randi blev syg, så jeg kunne tage mig af hele situationen indtil der blev fundet en løsning på hvad der skulle ske fremover, og selv om sygedagpenge langt fra var tilstrækkelige til at dække bare en lille del af vores normale indtægt, var de dog bedre end ingenting. Randi var også på sygedagpenge det første stykke tid hun var syg, men efter ca. et halvt år måtte hun nøjes med mellemste førtidspension, og det gav en yderligere nedgang i økonomien. Der gik 9 måneder før klagesagen over pensionsfastsættelsen var behandlet og Randi fik højeste førtidspension.
Vi ansatte Ulla til at varetage Randis pasning, pleje og genoptræning, så jeg kunne begynde at arbejde igen, og dette medførte yderligere udgifter, da kommunen ikke ville dække hele Ullas løn.
Men alt dette var kun begyndelsen på en fuldstændig ændret økonomisk situation. Vi skulle selvfølgelig have tegnet nogle dyre forsikringer mod mistede arbejdsintægter i god tid inden Randi blev syg, men det havde vi ikke gjort. Vi regnede med, at mindst en af os ville sørge for de nødvendige indtægter, og vi havde ikke fantasi til at forestille os en situation hvor vi begge ville blive nødt til at stoppe med at arbejde.
Vores bank havde stor forståelse for problemerne i starten af forløbet, og vi klarede os i et langt stykke tid med at forhøje kassekreditten og senere optage lån i vores lejlighed, hvor vi heldigvis havde en pæn friværdi. Men ingen af disse to løsninger er holdbare på langt sigt.
Det er under alle omstændigheder en god ide at være så meget på forkant med udviklingen som det er muligt. Snak med banken, så den i god tid er forberedt på at der kommer ekstra udgifter i en lang periode. Og det er en rigtig god ide at få en uafhængig økonomisk rådgiver, så det ikke bliver banken der alene kommer til at bestemme hvad der kan ske i det videre forløb.
Vi havde en rigtig god økonomi, da Randi blev syg. Og vi kunne desuden låne penge i vores lejlighed. Og vi har i familien en meget dygtig revisor, som er kommet med mange gode råd der har været med til at skabe det økonomiske grundlag for Randis genoptræning. Vi har kort sagt haft et rigtig godt udgangspunkt for at gøre genoptræningen så god som muligt, og det har vi benyttet os af fuldt ud. Så nu har vi en elendig økonomi og vi kan heller ikke låne flere penge i lejligheden. Men det er vores egne beslutninger der er årsag til at det er gået sådan.
Det har adskillige gange været nødvendigt at prioritere hvad der er vigtigst, om jeg skulle bruge tid på at hjælpe Randi i hendes genoptræning, eller om jeg skulle bruge tiden på at tjene penge. Vi har indtil nu kunnet prioritere genoptræningen højst. Randi var et år til genoptræning på Kurhus, og jeg tog derned hver dag på besøg. Det var dyrt, og det tog mellem 5 og 6 timer om dagen med besøg og transport, men vi havde økonomisk mulighed for det, og det har haft stor betydning for hele forløbet.
Da Randi kom hjem fra Kurhus var hun fysisk i stand til at være herhjemme alene. Hun kunne selv tage en taxa til sprogtræning, og hun kunne selv komme ud og ind af lejligheden. Hun fik også lært at betjene fjernsynet da vi købte en fjernbetjening, som var designet brugervenligt og overskueligt. Og der var hver uge arrangeret 2 gange fysioterapi, 2 gange taleundervisning, 1-2 gange synstræning og ergoterapi i 6 timer.
Udgangspunktet for Randis liv herhjemme, efter Kurhus, var godt og grundigt forberedt, og træningen kom til at fungere, og endda nærmest problemfrit. Jeg havde planer om at få noget konsulentarbejde på halvtid, og i efteråret 2001 var det tæt på. Aftalen blev alligevel ikke til noget, og det var jeg ikke ret glad for, for vi trængte virkelig til nogle indtægter, men Randi blev utrolig glad over at jeg ikke skulle være væk hjemmefra 5-6 timer om dagen.
Det fik os til at tage hele situationen op til overvejelse igen. Selv om Randi godt kunne klare sig rent fysisk herhjemme alene, så var det bestemt ikke en situation hun ønskede. Og når man ser på Randis muligheder er det logisk nok. Randi kan betjene fjernsynet, og også en båndoptager så hun kan høre lydbøger, og det er stort set dagens muligheder for beskæftigelse, hvis hun er alene herhjemme. Hun kan ikke tage telefonen og ringe til nogen, og selv om hun godt kan lære at ringe op, så er der så store sprogproblemer, at en telefonsamtale ikke er en mulighed for at få tiden til at gå. Randi har sin egen computer, men hun er ikke i stand til at bruge mus og heller ikke til selv at finde rundt på tastaturet. Det er både syns- og koordinationsproblemer, der spiller ind her.
Vi stod altså i en situation hvor vi økonomisk set burde satse på at jeg kunne tjene en masse penge, men hvor vi menneskeligt set burde satse på at fortsætte Randis genoptræning på fuld kraft. Der er ikke noget enkelt svar på hvad man skal vælge, for der er så mange faktorer der spiller ind. Hvor gode er chancerne for at genoptræningen kan give et tilfredsstillende liv på egen hånd? Og hvor meget er man villig til at satse på det?
Der kan ikke gives råd om hvad man generelt skal gøre i sådan en situation. Vi valgte at koncentrere kræfterne om Randis genoptræning fremfor økonomien. Jeg arbejder nu kun lidt, og vi har meget begrænset indtægt. Til gengæld har Randi altid en hun kan snakke med, og vi træner sprog, læsning, mailskrivning, syn, og hvad Randi ellers har lyst til dagen igennem.
Vi har klaret os igennem med meget få indtægter indtil nu, og vi håber på at en erstatning for Randis lægemiddelskade vil komme i så god tid, at vi kan fortsætte genoptræningsarbejdet uden de store ændringer i vores dagligdag. Det er en stor chance at tage, men det er det vi har valgt at gøre.