Lørdag den 11. september 1999 blev Randi indlagt akut på Rigshospitalet med neurologiske forstyrrelser. Randi var på det tidspunkt 40 år gammel og sund og rask. Inden der var gået 14 dage var hun tæt på at dø. Det startede med taleforstyrrelser og med at Randi ikke kunne huske helt almindelige ting, men det udviklede sig i løbet af få dage til krampeanfald og dyb bevidstløshed.
Indtil den lørdag var vores liv forholdsvis ukompliceret. Randi og jeg havde boet sammen i næsten 10 år. Vi flyttede sammen i en lille fremlejet lejlighed på det ydre Nørrebro i 1990, uden ret mange penge og uden ret meget arbejde. Randi var uddannet konditor. Jeg var oprindeligt uddannet som lærer, men tog senere uddannnelse som kinesiolog og havde dengang en lille klinik. Randi fik arbejde som faglærer på Hillerød Tekniske Centralskole, og jeg startede endnu en ny karriere indenfor IT. Det gik rigtig godt for os som årene gik.
I 1996 flyttede vi til en stor lejlighed i Malmøgade på Østerbro. Jeg havde startet mit eget konsulentfirma, og det gik fint, og Randi havde stor succes med sit undervisningsarbejde. Efter at have undervist i årevis på HTC besluttede Randi at skifte karriere, så hun sagde sit job op i starten af 1999. Det var ikke noget økonomisk problem for os at Randi gik arbejdsløs i en periode. Vi levede et liv, som mange ville misunde os. Vi havde det rigtig godt sammen. Vi havde masser af venner. Vi kunne beskæftige os med det der interesserede os, vi havde masser af fritid, og vi behøvede aldrig at nærlæse kontoudskrifterne fra banken.
Randi har altid været meget socialt indstillet og glad for at have gæster og venner på besøg. Randi har altid været meget energisk og aktiv, og hun havde en masse interesser. Læsning, film, håndarbejde, madlavning, blomsterdekoration, møbelpolstring, orgelspil, foruden konditorkunst og chokolade- og bolsjefremstilling. Randi var altid klar til at kaste sig over nye projekter, og gerne med kort varsel, og det var stort set umuligt at finde noget, hun ikke turde gå i gang med.
Men den 11. september 1999 sluttede alt det, og kort tid efter gav lægerne os 50% chance for at Randi ville overleve. Vi har senere fået at vide at de selv forventede at Randi ville dø. Randi overlevede nu alligevel, men hendes hjerne var blevet kraftigt beskadiget. Lægerne havde fortalt at hvis Randi overlevede, ville hun blive lam i hele højre side, hun ville hverken kunne se eller tale, og hun ville ændre personlighed.
Lægerne kunne ikke umiddelbart fastslå hvad der var årsag til Randis sygdom. De endte med at diagnosticere sygdommen som 'cerebral vasculitis', hvilket er en betændelse i blodkarrene i hjernen. En sådan betændelse medfører et stort antal blodpropper med deraf følgende iltmangel og ødelæggelse af flere områder i hjernen.
Den cerebrale vasculitis mente man skyldtes en autoimmun sygdom, d.v.s. en sygdom der skyldes at kroppens immunforsvar har vendt sig mod kroppen selv. Hvilken autoimmun sygdom der var tale om var det ikke muligt at finde ud af. Diagnosen kan nemlig ikke fastslås positivt, men den stilles når alle andre diagnoser er blevet tilbagevist.
Randi blev udskrevet fra Rigshospitalet i starten af år 2000. Hun blev passet herhjemme frem til slutningen af april 2000, hvorefter hun var et år på genoptræning på Kurhus i Dianalund.
Randi har siden udskrivningen fra Kurhus boet herhjemme hvor hun stadig får daglig terapi. Randi har fået tilkendt højeste førtidspension da hun har mistet enhver erhvervsevne som følge af sygdommen.
Randi har stadig store eftervirkninger af hjerneskaden, trods konstant genoptræning siden hun blev syg. Selv om der er sket store fremskridt, er der stadig lang vej igen før Randi kan få et normalt liv. De største problemer lige nu, hvor der er gået snart 3 år, er at Randi har et meget sparsomt sprog, at hun ikke kan læse, at synsfeltet er meget begrænset, og at højre arm og hånd ikke fungerer ret godt.
Inden Randi blev syg havde hun spist slankemedicinen Letigen i en periode på ca. 1 år. Det var foregået helt efter reglerne. Randi fik Letigen af sin praktiserende læge, og både vægt og blodtryk blev kontrolleret regelmæssigt. Der var tilsyneladende ingen problemer, og Randi tabte ca. 15 kg i perioden, hvor hun også motionerede og fik nogle sundere kostvaner. På Rigshospitalet var der ingen der forestillede sig at der kunne være en sammenhæng mellem Letigen og cerebral vasculitis.
Jeg anså også Letigen for at være et forholdsvis harmløst produkt, indtil jeg ved et tilfælde så TV2's morgen-tv d. 23. november 2000. Her blev der fortalt om en artikel på NetDoktor.dk, hvori der advares om at der kan være livsfarlige bivirkninger ved Letigen.
The New England Journal of Medicine, som er et af verdens mest anerkendte medicinske tidsskrifter, havde ekstraordinært offentliggjort en undersøgelse før det planlagte publiceringstidspunkt, på grund af den alvorlige helbredsrisiko ved at spise kosttilskud der indeholder efedrin og koffein. Og journalisten på NetDoktor.dk vidste at det netop er de to aktive stoffer, som indgår i Letigen.
Efter jeg havde læst artiklen på NetDoktor.dk var jeg sikker på at der ville komme mere information om Letigen i medierne i løbet af dagen. Men det lykkedes mig ikke at finde hverken en radioavis eller en tv-nyhedsudsendelse som fandt det interessant at viderebringe advarslen fra NetDoktor. Aviserne dagen efter var også renset for advarsler om Letigen, til trods for at oplysningerne kunne være interessante for over 100.000 danskere.
Der var ikke mere hjælp at hente i de danske medier, så jeg måtte selv i gang med at undersøge sagen, og med at undersøge om der ud over hjerneblødning og blodprop i hjernen også kunne kunne opstå cerebral vasculitis som bivirkning ved brug af efedrin og koffein.
Jeg brugte det meste af december måned 2000 på at finde information hos de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) og i medicinsk litteratur på Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek. Det resulterede i at jeg d. 18. december 2000 skrev til Rigshospitalet om mine undersøgelser og bad dem om at overveje om Randis sygdom kunne skyldes en bivirkning ved Letigen. Efter en grundig vurdering besluttede Rigshospitalet sig for at indberette sagen til Lægemiddelstyrelsen. Dette skete 29. marts 2001.
I Lægemiddelstyrelsen er det Bivirkningsnævnet, der skal kigge på sagen. Der tager lang tid, men den 4. september 2001 sender Lægemiddelstyrelsen efter flere rykkere en skriftlig stillingtagen. Fra svaret citeres:
Bivirkningsnævnet har vurderet den cerebrale vasculit som en sandsynlig bivirkning til behandling med Letigen. Man var ikke tidligere bekendt med bivirkningen, og har ikke haft lignende anmeldelser tidligere, og har derfor lagt vægt på de medfølgende rapporter som dokumenterer lignende tilfælde i litteraturen.
Bivirkningen klassificeres som sandsynlig, hvilket er den højeste klassifikation der kan gives når der ikke kan påvises en umiddelbart forekommende sammenhæng. Dette er ikke muligt da der er tale om en langtidsbivirkning.
Lægemiddelstyrelsens svar måtte give anledning til overvejelser. Der var tale om bivirkninger, som man ikke tidligere var bekendt med. Men det er bivirkninger der har været kendt i den medicinske litteratur i årevis, og bivirkninger som FDA har advaret mod siden 1993. Er det bivirkninger som Nycomed, der producerer Letigen, burde have kendt til og undersøgt? Eller var det måske Lægemiddelstyrelsen der skulle have gjort opmærksom på bivirkningerne?
Hvem har ansvaret for at der bliver solgt Letigen i Danmark, uden at hverken patienter eller læger er informeret om de bivirkninger der ikke er så hyppige, men som dog er videnskabeligt dokumenterede, og endog invaliderende og livstruende? Og kan man få erstatning, når ens liv er blevet ødelagt af medicin?
Vi kontaktede en advokat for at få nogle gode råd om hvad vi skulle gøre. Der var 3 ting, der var vigtige for os:
Advokatens svar gik i korthed ud på:
Vi besluttede os for at følge advokatens råd. Vi havde mest lyst til at offentliggøre hele sagen med det samme, men besluttede os for at vente for ikke at komplicere sagsbehandlingen. Vores økonomi var efterhånden blevet noget anstrengt, så det var vigtigt for os at få en afgørelse så hurtigt som muligt.
Vi anmeldte selv sagen til Patientforsikringen d. 24. oktober 2001. Her skal man læse sagen igennem og skaffe de nødvendige papirer, og det er en proces der tager tid, også selv om Lægemiddelstyrelsen for længst har anerkendt bivirkningen.
8 måneder efter anmeldelsen til Patientforsikringen, d. 28. juni 2002, blev afgørelsen truffet, og herfra citeres:
Patientforsikringen har fundet, at De er blevet påført en fysisk skade i form af cerebral vaskulitis med heraf følgende forløb.
Patientforsikringen har vurderet, at skaden med overvejende sandsynlighed er forårsaget af behandlingen med Letigen.
Patientforsikringen har ved afgørelsen lagt vægt på, at en skade i form af cerebral vaskulitis med heraf følgende forløb i forbindelse med behandling for overvægt overstiger, hvad De med rimelighed bør acceptere.
De er således berettiget til erstatning i medfør af § 6, i lov om erstatning for lægemiddelskader.
Erstatningens størrelse er endnu ikke fastsat, da dette kræver nye undersøgelser, men vi har foreløbig fået en a conto-godtgørelse, så vi kan klare os igennem det næste stykke tid.