Da Randi vågnede op fra sin dybe bevidstløshed var det slut med at tale. Randi kunne godt forstå det meste af hvad vi sagde, men hun havde ingen mulighed for at svare, og hun havde heller ingen mulighed for at signalere hvis hun f.ex. havde hovedpine eller andre smerter. Samtidig med at sproget var forsvundet var evnen til at pege sig frem - f.ex. at pege på munden for at få noget at drikke - også blevet væk. Randi havde fået ekspressiv afasi.
Det var meget underligt, at Randis sprog var totalt væk, og det tog noget tid at forstå, at hun ikke engang kunne sige et enkelt lille ord. Men sådan var det.
Det stiller store krav til de pårørende, for selv om Randi ikke kunne snakke, havde hun selvfølgelig stadig behov for at kommunikere. Men nu var det ikke længere muligt selv at tage initiativet.
Randi var efter bevidstløsheden helt lam i højre side, men der var kræfter i venstre hånd, og vi fandt ud af at vi kunne kommunikere ved at tage Randis venstre hånd og f.ex. sige 'tryk hvis du er tørstig.' Det er en lidt primitiv form for kommunikation, men den kan faktisk hurtigt udvikles til at være effektiv, lidt ligesom 20 spørgsmål til professoren: Tryk hvis der er noget vi skal gøre for dig - tryk hvis du har ondt nogen steder - tryk hvis det er i hovedet - tryk hvis....
Det første ord Randi kom til at sige efter bevidstløsheden var 'ja', og det gjorde det lidt lettere at spørge, og det blev endnu lettere, da Randi efterhånden også kunne sige 'nej'. Problemet var bare at Randi nogle gange sagde ja og mente nej og andre gange sagde nej og mente ja. Og mange gange svarede Randi bare 'ja' helt automatisk når hun blev stillet et spørgsmål. Det førte til utallige misforståelser, også overfor læger og sygeplejersker. Det er derfor meget vigtigt at spørge flere gange, og på flere måder, så man kan være helt sikker på at få et korrekt svar. Og det er vigtigt at give sig god tid og at bruge et sprog der ikke er for kompliceret, for ikke at blive misforstået.
Det kan godt være vanskeligt at gætte sig frem til hvad Randi vil, men i dag er det mange gange lettere end tidligere. Jeg har nogle gange brugt næsten en time på at finde ud af at Randi ville noget så trivielt som at have et glas saftevand. Og der har været enkelte gange, hvor vi begge to har opgivet at få fundet ud af hvad Randi har villet have eller ville fortælle. Men kommunikation er vigtig, så det nytter ikke at give op for hurtigt. Hvis den afasiramte hele tiden oplever, at det alligevel ikke nytter noget at forsøge at kommunikere, så vil det være svært at finde energi til at fortsætte anstrengelserne. Og der er belønning forude. I dag er det sjældent at der går 5 minutter, før jeg har fundet ud af hvad Randi vil, for nu har hun lært at pege på ting eller at hente ting, der kan bringe mig på rette spor, og at svare ja og nej de rigtige steder. Og der er efterhånden mange ting Randi kan sige selv, eller med kun lidt hjælp.
Vi har haft stor fornøjelse, og har det stadig, af et pointssystem, hvor vi kan give points fra 1 til 10. Det kan være en fuldstændig umulig opgave for en afasiramt at få fortalt hvad hun synes, hvis der kun er to mulige svar, altså hvis man f.eks. spørger 'Er det godt?' Hertil kan man svare ja eller nej, men det vil jo normalt slet ikke være en vurdering, der passer til oplevelsen. Prøv at forestille dig, at du har været ude at spise, og nogen spørger, om det var god mad, og se så, hvor mange ord du vil bruge, og hvor detaljeret du vil beskrive oplevelsen. Hvis du bare svarer ja vil mange endda opfatte det uhøfligt. Men som afatiker er det den mulighed du har, hvis nogen spørger dig om maden var god og du kun kan svare ja eller nej.
Vi giver points til alt muligt, fra 1-10, for så kan Randi i det mindste udtrykke forskellige grader af tilfredshed med det vi snakker om. Randi giver også sine dage points, så jeg kan forstå hvor gode de har været, og evt. gøre noget for at få pointtallet op. Det samme gælder Randis syn, der desværre svinger i kvalitet. Normalt giver hun sine øjne 8 points, men hvis pointtallet pludselig dykker, så er det på tide at få gjort noget ved synet.
Det er vigtigt med så meget sproglig påvirkning som overhovedet muligt. Snak med den afasiramte, læs højt, fortæl om ting der er interessante, eller syng en sang sammen. Mange afasiramte kan synge, selv om de ikke kan snakke.
Man kan komme langt med at pege og med at vise ting. Det var i en lang periode umuligt for Randi at bruge denne teknik, for det var for indviklet, men efterhånden har hun fundet ud af at hente ting der kan få mig på sporet af hvad hun mener. Man kan lave bøger med billeder der kan bruges til at pege på, og der findes også færdige bøger af denne slags. Vi har ikke haft den store fornøjelse af pegebøger, måske fordi Randis dårlige syn har været en forhindring, men det kan være en ide til andre.
For en afasiramt bliver det vanskeligere at tale, jo flere mennesker der er til stede. Man skal ikke forvente at den afasiramte bryder ind i en samtale omkring sofabordet, for det er for vanskeligt når mange snakker samtidigt. Derfor er det vigtigt at der er nogen der af og til taler direkte til den afasiramte, så hun også bliver inddraget i snakken. Og at man selvfølgelig giver sig den tid og den hjælp der skal til for at få et svar. Kommunikation er afgørende for hele vores sociale liv, og afatikeren kommer let til at føle sig udenfor, hvis der ikke er nogen der hjælper lidt til.
Mange mennesker og meget støj kan være meget trættende når man har afasi. For Randis vedkommende er problemet ikke så stort nu som det var i starten, men det er der stadig. Det er vigtigt at man kender den problemstilling, så der ikke opstår misforståelser fordi afatikeren gerne vil tidligt hjem fra et hyggeligt selskab.
Husk at den afasiramte person er den samme som før. Det er sproget der er smuttet, og der er ingen grund til at tale til folk der har fået afasi som om de var små børn. Afasi er for mig at se et rent sprogligt problem, og ikke et personlighedsmæssigt. Men hvis den afasiramte hele tiden bliver talt ned til og undervurderet, hele tiden bliver pyssenysset og ynket, så kan det sikkert udvikle sig til et personlighedsmæssigt problem også.
Det værste man kan gøre er at acceptere afasien som en tilstand, det ikke er muligt at komme ud af. Det kan man let komme til, for udviklingen kan gå meget langsomt. Det er let nok at konkludere - på den afasiramtes vegne! - at nu sker der vist ikke mere med sproget og så må du klare dig med den smule sprog du har.
Hvis du selv sad i den situation, at du ikke kunne snakke, ville du så acceptere, at dine pårørende havde den holdning? Jeg påstår ikke, at alle afasiramte kan komme til at snakke igen, for det ved jeg intet om, men jeg ved at træning virker.
Vi har adskillige gange fået at vide, at man ikke kan forvente at der sker meget mere udvikling, når først der er gået et års tid efter en hjerneskade. Det passer ikke, ihvertfald har det ikke passet for Randis vedkommende. Der har været en støt stigende sproglig udvikling hele tiden, omend den har været langsom. Men den har været der, og det er alle der kender Randi enige om. Vi træner hele tiden Randis sprog. Det giver resultater. Og der er intet der tyder på at udviklingen stopper.